Socialrådgivere og andre professionsbachelorer skal udvikle mange kompetencer.

Traditionel undervisning egner sig bedst til at opnå teoretisk viden. Hvis man som studerende skal opnå færdigheder og kompetencer, skal man have mulighed for at praktisere, reflektere, få feedback, træne, øve sig - i forskellige kontekster. 

Jeg er som underviser på socialrådgiveruddannelsen og specialuddannelsen for psykiatrisk sygepleje optaget af de læringsmuligheder, der opstår spontant i undervisningen.

Holdundervisning og gruppearbejde er - blandt andet - en mulighed for at observere et socialt system og de processer, der foregår.

At træne kommunikation, samarbejde, lederskab, følgeskab, organisering af opgaven osv. Man kan kalde klasserummet for et laboratorium.

Noget af det som socialrådgivere skal kunne, er at kunne holde ud at være i en dilemmafyldt verden med magt, forskellige interesser, ubehagelige følelser, ambivalens, forvirring, tvivl, frustrerede mennesker og uden ideelle løsninger. Socialt arbejde kan med fordel (også) forstås som (forsøg på) kompetenceudvikling. Målet er at hjælpe mennesker med at kunne deltage i verden på en kompetent måde, som anerkendes af andre og som opleves som det gode liv. Det handler også om vilkår, rettigheder, rammer, støttemuligheder, rettigheder, pligter og ansvarlighed.

Det kan man kalde - et konfliktfelt. For at kunne være i et konfliktfelt skal man som menneske kunne observere, fortolke, forstå hvad der sker.

Men vi skal også kunne agere i det. Og forebygge og nedtrappe konflikter.

Psykologer bruger blandt andet begrebet,mentalisering om den kompetence, som det kræver. Og forsvarsmekanismer om det der kan forklare konfliktadfærd. 

Socialrådgivere bruger blandt andet begreberne "reflektere", "fænomenologi", "hermeneutisk" og "helhedssyn"

Jurister har blandt andet fokus på individets rettigheder og pligter - og de gældende regler for samværet. Mediation er også et relevant begreb.¨

Fra et samfundsvidenskabeligt perspektiv handler det, der sker nu og her i undervisningen, blandt andet om at anerkende, at sociale systemer også er (del af) normative, kulturelle, politiske og økonomiske systemer. Der er både livsverdener og systemer. Det er forskellige anerkendelsessfærer. Der er social samhandling. Der er magt, interesser, værdier, antagelser, generative mekanismer, markedsmekanismer, invitationer, gaveudveksling og (manglende) anerkendelse mm på spil. Det fordrer kontekstopmærksomhed og systemforståelse. 

Jeg tror ikke, at man målrettet skal skabe konflikter i undervisningen for at kunne studere dem.

Men der vil være ubehagelige følelser, forskelle og interessemodsætninger, som gør at konflikter ikke kan undgås.

Og jeg tror på, at man skal udnytte den omstændighed, at der altid er noget på spil, når mennesker er sammen, til at lære noget om sociale processer og systemer.

I stedet for kun at tale om hvad der sker "ude i virkeligheden" på det sociale område, skal vi også træne de studerende i at observere og fortolke hvad der sker her og nu.

En af faldgruberne er, at konflikter kan eskalere og forhindre læring. Hvis mennesker bliver presset opstår der forsvarsmekanismer  (defensive rutiner)

Der skal derfor ske en rammesætning af læringsrummet.

I litteraturen anbefales at være tydelig på TIME, TASK, TERRITORY og RESOURCES.

Der er også brug for en klar kontrakt med deltagerne. Jeg har oplevet selv erfarne ledere og konsulenter blive frustreret, hvis der går for meget proces i undervisningen.  

En mulighed er at skabe lidt distance til det svære ved hjælp af humor. Men der er en risiko for at deltagere (føler, at de) bliver hængt ud, (føler at de) bliver til grin, kommer i en offerrolle, føler sig som forsøgskaniner og/eller projicerer deres frustrationer over på underviseren eller (med)studerende. Anerkendelse af den enkelte deltager i systemet er derfor rigtig vigtigt. Her minder læreprocesser og undervisning også om socialt arbejde.

Det er vigtigt at have etikken i fokus. Hvad er i orden? Hvad er ikke OK`? Det er fx ikke orden, at undervisningen bliver så krævende, at nogle studerende ikke magter at være med. Der skal være mulighed for at trække sig, hvis man ikke har overskud til at være i og på spil. Man skal kunne sige fra. Der skal naturligvis ikke foregå krænkelser af den sociale identitet. Den enkeltes værdighed skal respekteres. Men den enkelte har også et ansvar for fællesskabet og den fælles opgave.

Inspirationskilder:

• Tavistocks arbejdskonferencer
• Kursus i organisationspsykologi udbudt af Teknologisk Institut i samarbejde med konsulentfirmaet Proces 
• systemteoretisk litteratur
• psykodynamisk gruppepsykologi (fx Bion) 
• den klassiske psykologiske litteratur om organisationsudvikling og organisatorisk læring, fx Chris Argyris 
• Mellemlederuddannelsen i Århus Amt - herunder oplæg af Karsten Dyring Larsen og Lars Paaby